Bmom's
Hjemmeside
|
|
Siden Danmark fik en egentlig
adoptionslov, har tusindvis af danske kvinder mistet et barn til adoption.
Jeg er en af de kvinder!
Jeg blev gravid som 16-årig i 1963, og mit barn blev bortadopteret hen over hovedet på mig.
Adoptionen, som var anonym, foregik gennem den daværende "Mødrehjælp", som blandt os biologiske mødre i Danmark går under navnet "Adoptivmødrehjælpen"! Så behøver jeg vist ikke fortælle mere om, hvilken form for "hjælp", de tilbød os unge ugifte gravide piger.
Bortadoption er oftest en permanent og uigenkaldelig løsning på et midlertidigt problem, det har mange biologiske mødre måttet sande. Det svarer stort set til, at man amputerer et brækket ben frem for at lægge det i gips. Størstedelen af os unge mødre ville kun have behøvet støtte i nogle få år.
I stedet udnyttede man vores sårbare situation, vores uvidenhed og vores autoritetstro og brugte os som et middel til at forsyne barnløse par med et barn.
Langt de fleste biologiske mødre har oplevet, at man allerede under graviditeten bliver knyttet til sit barn. Det blev jeg da også, samtidig med at jeg vidste, at jeg efter fødslen skulle aflevere mit barn til fremmede, og at jeg aldrig skulle se det vokse op.
Hvad jeg og andre unge piger i samme situation oplevede, var så traumatisk, at vi mere eller mindre fortrængte følelserne omkring graviditet, fødsel og bortadoption, og dermed amputerede vi også en del af vores sjæl.
Det betyder dog langtfra, at vi glemmer vores børn. Når Du er mor til et bortadopteret barn, tænker Du på - og mangler - det barn resten af dit liv. Barnets fødselsdag er den eneste "forbindelse", Du har til det, og den dag holder aldrig op med at være traumatisk med sorg og savn.
Tro nu ikke, at jeg er specielt "besat" af tanken om mig bortadopterede barn, langt de fleste biologiske mødre har de samme tanker og følelser. Vi venter med en blanding af håb, frygt og længsel på, at vores børn skal fylde 18 år, idet de så ifølge dansk lov har ret til at få oplyst deres biologiske mors identitet. Vi håber inderligt, at vores børn vil kontakte os, men vi er også samtidig bange.
Vi frygter f.eks. at de er døde, at de er syge, at de har haft en dårlig opvækst eller at de måske slet ikke ved, at de er adopterede. Vi frygter også for, at vores børn vil være vrede på os, fordi de blev bortadopterede.
Situationen er bestemt heller ikke uproblematisk for vores bortadopterede børn, de må leve med bevidstheden om, at deres mor "kasserede" dem, og at de er en "nødløsning" for deres adoptivforældre.
De fleste adopterede har et dybt eksistentielt behov for at kende deres rødder,
herunder også deres genetisk i tilfælde af evt. arvelige sygdomme,
specielle evner osv.
Men mange adopterede tøver med at kontakte deres biologiske mødre - ofte i alt for mange år eller altid - de føler, at det vil være utaknemmeligt og illoyalt over for deres adoptivforældre, og de er bange for at blive afvist af deres mor.
Min egen bortadopterede søn var f.eks. 32 år, før
han kontaktede mig.
Dette Møde kalder jeg selv for "Den store Jordrystelse", fordi
jeg midt i glæden blev overvældet af årtiers fortrængt sorg og vrede.
Det er en følelsesmæssig rutsjebantur, som rammer næsten alle
biologiske mødre, der oplever en genforening med det barn, de har mistet
til adoption.
Samtidig ser jeg tilbage på det, der skete, da jeg var 16 - 17 år med en voksen kvindes erfaring, og jeg må konstaterede, at hele mit liv har været - og stadig er - dybt påvirket af, at mit barn blev bortadopteret.
"Stamtræet" En forening for adopterede og biologiske mødre
Hvordan man finder sin bortadopterede søn/datter
Råd til Biologiske Mødre ved genforening
Hvordan man finder sine biologiske forældre
Bekymringer omkring genforening
Adopterede har ret til aktindsigt
Formular til ansøgning om aktindsigt